Der sad en engel på kirkens tårn


Der sad en engel på kirkens tårn, og smilede ned over byen

Det var ikke den første gang, hun var kommet ned gennem skyen

Hun elskede at kikke på børnenes leg, og nynnende ganske betaget

Og da ingen af børnene kikkede op, så blev hun ikke opdaget


Hun mindes natten for længe siden, hun var sendt til Betlehem

Hun skulle synge på marken der og derefter ret komme hjem

De var mange der tog afsted den nat, og de sang som med tusinde stemmer

Og hyrderne på marken der, fik et syn de aldrig glemmer


De blev slået af frygt, det sker næsten hver gang, og vi trøster ”Vær ikke bange”.

For ofte forkyndes de dejligste ting, og denne gang var det samme.

Et barn var født, Guds egen søn, var svøbt og lagt i en stald

og ikke som forventes kunne i en kongehal


Og Englen lyste op af glæde, med tanke på den nat

da kikkede børnene op mod tårnet, det ældste mente at,

et stjerneskud var faldet selv om det var højlys dag

og landet på det høje tårn på kirkens gamle tag


Et andet barn, så en himmelstige, fra kirkens tårn og op,

til engle i Guds himmerige, så i spørger nok

om englen var forsvundet af stigen op til dem?

nej, ikke før hun havde fulgt det mindste barn hjem


- om englen var forsvundet af stigen op til dem?

nej, ikke før hun havde fulgt det mindste barn hjem. 


(Skrevet til Den Danske Folekirkes Jule podcast december 2020)