De blev tvunget på flugt, rædslen var enorm

Over Middelhavet vand, selv om der var storm


Og faren sagde til drengen, vi klarer det min ven. 

Havet det vil skjule os, til der blir trygt igen


De var ikke alene, der var mange ombord.

Nogle græd andre bad, frygten den var stor.


Men de ville leve. For børn har ret til liv

båden den gled langsomt ud i mellem breddens siv.


Mørket det var tæt, og kysten forsvandt

Et lille håb tændtes i hjerterne i blandt


Vinden tog til, det samme gjorden kulden

Da tog faren jakken af, den var dejlig ulden


Så svøbte han sin lille dreng. Fra top og til tå

og smilede trods kulden, drengen ligeså


Og faren tog den lilles hånd, som var ganske varm, 

og gyngede ham med bådens hjælp, på sin store arm.


Sådan gik nu timer, mens barnet roligt lå

Selv om de var mange, han kun sin far så


Da kysten på et land med fred, endelig dukkede op, 

græd de af lettelse, og af kuldeshock.


Inde på kysten blev der også liv,

Og de hørte stemmer, det var aftenstid


Pludselig kom der kugler fra et ondt gevær

Det fældede de fleste. Som et drabeligt svær.


Det var ikke fjenden, som skød fra hvor den stod

Men almindelige mennesker af kød og blod


De ville ikke dele deres tørre land,

Med nogen som de ikke mente, var en kristen mand


Drengen flød i bølgen til han drev på land

Han levede ganske kort tid, på det bløde sand


Det sidste han hørte, var et skrig et sted

Og så gled han langsomt ind i døden til fred