Noget om samvittighed
(skrevet til Sydthy Friskole da børnene tog af naboens majs, og skulle lægge dem tilbage igen)
Der var engang en lille dreng, en ganske lille en
Han gik til skole hver eneste dag, på sine korte ben
Han havde dog en lidenskab, en trang til noget godt
En trang til noget spiseligt, at trænge det er hårdt
Ved skolen stod en dejlig mark, med skønne modne majs
Og drengen tænkte hvis jeg spiser dem, kan ingen kalde mig en splejs
Han gik så rask til marken hen, på sine korte ben
Og tog de første kolber ned, i lommen ved hans ben
Da brændte det så underligt og huden blev så bleg
Jeg har det ganske underligt, hvad er der galt med mig?
Det tænkte drengen, mens han stod og fyldte lommen op
Samvittighed er meget godt, når ikke den er sort
Han smed da majsen for sin fod, han samlede ingen op
Han ville ikke have det så underligt i sin krop
Og hvis du går den vej forbi og ser dem ligge der
Så lad dem bare ligge, for hør nu hvad der sker
Når drengen først er gået, så tar naturen fat
En lille mus kom løbende, det var nu næsten nat
Den stansede op og råbte YES det er majs
Hvis jeg nu spiser dem i nat, kan ingen kalde mig en splejs.