Noget om samvittighed

                 (skrevet til Sydthy Friskole da børnene tog af naboens majs, og skulle lægge dem tilbage igen)

Der var engang en lille dreng, en ganske lille en

Han gik til skole hver eneste dag, på sine korte ben

Han havde dog en lidenskab, en trang til noget godt

En trang til noget spiseligt, at trænge det er hårdt

Ved skolen stod en dejlig mark, med skønne modne majs

Og drengen tænkte hvis jeg spiser dem, kan ingen kalde mig en splejs

Han gik så rask til marken hen, på sine korte ben

Og tog de første kolber ned, i lommen ved hans ben

Da brændte det så underligt og huden blev så bleg

Jeg har det ganske underligt, hvad er der galt med mig?

Det tænkte drengen, mens han stod og fyldte lommen op

Samvittighed er meget godt, når ikke den er sort

Han smed da majsen for sin fod, han samlede ingen op

Han ville ikke have det så underligt i sin krop

Og hvis du går den vej forbi og ser dem ligge der

Så lad dem bare ligge, for hør nu hvad der sker

Når drengen først er gået, så tar naturen fat

En lille mus kom løbende, det var nu næsten nat

Den stansede op og råbte YES det er majs

Hvis jeg nu spiser dem i nat, kan ingen kalde mig en splejs.