"Hver en rynke, hver en linje, hvert et hår som er gråt

Jeg har smilet tusind timer for at lave dem så flot"

Teksten er fra "Som et skib" af Lene Leed & Simon Kortegaard

Valmuen og Mosegrisen

Hun stod der alene, men lyste hele marken op

Med sin yndige krone, på en lille spinkel krop

Og Han tænkte i hjertet, at han aldrig havde set

En smukkere skabning, på denne planet


Han gik tættere på kunne ikke lade være

han blev ligesom draget ind i hendes atmosfære

Den mildeste duft drev omkring med vinden

og han blev forpustet og rød i kinden


Hvad laver hun her, alene på marken

Hvor kom hun fra, hun havde undsluppet hakken

Alt blegnede ved siden af hendes røde farve

Og Han tænkte kun hende, kun hende vil jeg have


Pludselig så han de mange blikke

Der vendte mod hende fra buske og hække


Da ruskede vinden den lille krop, 

så hovedet knejsende i vinden op

Og smilet lyste på hendes mund

Hun elskede denne ruske stund, 

for støv forsvandt tillige med spind

En lille Peter havde puttet der ind.


Han tænkte hvis ikke jeg, så blir det en anden

Det ville drive mig fra forstanden

Hun skulle være hans helt alene

Han gik derhen på sine små bene


Og bukkede så godt, som han nu kunne

Og sagde sit ærinde nogen lunde

Sådan her: undskyld min pige

Der findes ingen i dette rige, der er smuk som dig, 

og jeg ville gerne have dig boende

Hmm Hmm jeg tænker være min kone


Hun nejede dybt i vinden og lo,

Som om hun godt ville med hjem og bo

Han tog hende da forsigtigt med munden

Og bar hende kærligt gennem lunden


Han lagde hende nænsomt uden for hulen, 

for en blomst skal have lys, det sagde uglen

og så sad de der helt stille sammen

til solen var væk bag andedammen


Den næste morgen, da han kom op

Så han hendes døde krop, og

kronen var helt faldet, 

så hun nu var ganske skaldet.


Moralen er som du nok ved

At kærlighed kan gør fortræd

Hvis du kun tænker på dig selv

Så slår du den nok selv ihjel 

0